Fra 3 til 4 ;O)

Hej kære alle I !

Så er der gået 9 dage (!) siden vores Sia kom til verden.

Needless to say, at tiden flyver og dagene bare går. Jeg vandrer stadig i baby boblen herhjemme med alt fra “hvor er jeg?”, “hvad dag er det?”, “hvad skal jeg?”, “hvem er jeg?”, “hvad og hvor er klokken?” og finder mig selv i cirkler om mig selv med et godt grin af forvirrings tilstanden. Når det så er sagt, så er det med en helt anden ro i mig, og over mig, at jeg er mor igen- det er rigtigt som de siger – når du har været der een gang før så går det lidt lettere næste gang. Den er go´nok! Og jeg elsker det! Jeg kan være meget mere til stede med min lille babypige.

Med Casper Nanoq var jeg nok lidt mere i en “lev eller dø” tilstand af konstant bekymring, frygt og panik helt pusserløjerligt blandet sammen med den store lykkesrus i at have født mit barn og blive mor. Men i total uvidenhed, ikke? Det første år med CN var en form for ren overlevelse. Ingen tvivl om at med en lille bitte størrelse som Sia er nu, er det også virkelig bare fra dag til dag,- mad og søvn, ren ble, nusse, dufte, holde, putte og sørge for en glad baby

– that´s it.

Men hvorfor også mere? Jeg har alt hvad jeg skal have! Fri til at være lige præcis det mine børn har brug for lige præcis nu.

Casper en er super bror – han er så stolt af hende (min baby, som han siger), og mysser hende hele tiden, synger for hende, trøster hende og giver hende hendes sut og aer hende spontant. Det er også meget vigtigt for ham at han hele tiden kan se hende (mit hjerte smelter…)

Hver morgen kommer han ned til os (indtil nu er vi lige i hvert vores soveværelse med hvert vores barn for rytme og søvns skyld, hos far og søn) og skal se sin søster og ligge hos hende. Naturligvis har han den første uge skulle vænne sig til omvæltningen og han savner mig,- det viser han ved at være lidt streng ved mig og lidt krævende, så klart. Jeg har for det meste overskud til det, men med en slags grund træthed hængende over mig smutter den indimellem. Men i alt går det godt og allerede nu 9 dage efter synes jeg at jeg kan mærke forbedring. Vi er ALLE ved at vænne os til det. Snart skal vi prøve at se om vi kan sove i samme rum med hvad der dertil hører. Vi er jo den slags forældre der har børnene hos os i soveværelset. Sådan har vi det bedst og sådan sover vi bedst. Det er jo så individuelt og her må man bare huske at se bort fra hvad alle andre mener og gøre det der føles rigtig for os/dig/jer, ikk? Lidt ligesom med børn og deres sutter ;O)

Og se så lige den stolte far, min dejlige kæreste Minik. Havde det ikke været for ham og hans sans for situation og beslutning, så havde jeg født hjemme i sengen eller i bilen på vej til fødegangen. Ja, fra vandet gik til hun var ude gik der 3 1/2 time ! Selv jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at det skulle gå så stærkt. Jeg lå hjemme med mine veer til det sidste,- og så klædte Minik mig på og tvang mig ud og afsted. Jeg var ikke i stand til at tænke eller tale. Da vi ankom til hospitalet var det direkte op på fødelejet (og jeg der eller gerne ville have født i vand), og igang – 9 min. efter var Sia ude! Bum! Da hun endelig ville ud, ville hun sgu ud med et brag! Vi blev der 1 nat og så hjem dagen efter. Og nu nyder vi baby tiden, og vænner os så småt til at være 4 og ikke længere 3.

Lige akkurat idag hvade jeg overskud til at tage Sia med til børnehaven og aflevere Casper. Han vil så gerne vise hende frem, så det gjorde vi. Han var pavestolt og skubbede de andre unger væk hvis de kom for tæt på eller prøvede at tage hans plads. FNIS! Jeg kunne bare smile. I guder, han er skøn. Meget mere end jeg havde turde håbe på. Jeg er fyldt op med kærlighed og troede ikke jeg kunne rumme så meget som nu. Jeg har også (selvfølgelig) grædt nogle gange over selv samme situation fordi det er så overvældende at den eneste reaktion jeg kan komme med er gråd. Det er i sikkert et par stykker derude der har prøvet?

Alt i alt vil jeg sige at det går godt! Jeg har 1000 billeder af Sia, men i må få dem løbende ellers så sprænger vi serveren i luften her ;O) HAHAHAHAH!

Jeg vil gerne sige tak til alle jeres lykønskninger og dejlige ord, og egne historier. Held og lykke til alle jer der går derude og venter på at få lov til at se jeres baby, og til jer der også lige har født. Og alle jer, allerede erfarne mødre og bedste mødre, fædre, mostre og familie medlemmer, der har givet råd og ord med på vejen. TAK!