Så stik mig da en tudekiks! ;O)

Ak, ja…. den evige kamp med egentlig at være træt og have det lidt hårdt, have ret ondt af sig selv, og absolut ingen energi til det alligevel fordi man skal bruge den smule der er tilbage på hvad der nu ellers lige trænger til det udover mig selv, men ikke føle at man er berettiget til at klage eller være træt, eller opgive hvert andet minut eller bare kaste håndklædet i ringen.

MEN NU! Så gik det op for mig at jeg ikke har blogget i laaaang tid – ikke engang det har jeg kunne overskue. I det hele taget ikke meget har jeg kunne andet end at være herhjemme og være mor med alt hvad det indebærer. Jeg landede lige akkurat fra Canada, som var noget intens i rejse og rejsetimer og tidsforskel,- og så hjem til ungerne og nu har været alene med dem lige siden og er til og med tirsdag aften. Små 14 dage i alt.

Ingen tvivl om at det kører. Men uden pauser. Når de endelig sover om aftenen kan jeg ikke engang afse tid til mig selv fordi jeg er så træt. Kan knap nok overskue et bad. Og desuden – når jeg ved at natten er lutter interval søvn uden system overhovedet fordi Sia stadig vågner ofte, skal have sin sut, skal have en flaske mælk osv., samtidig at brormand stort set hver nat lige skal have dynen over sig eller taler i søvne (ofte ganske underholdende, men nevertheless afbrydende i søvn), så vil jeg hellere komme tidligt i seng så jeg kan klare næste dag også.

Sagen er, at Sia stadig er så lille. Og Casper er vild som 4 årig med snak, aktivitetsniveau, krav, spørgsmål, og selvfølgelig en anelse mere af det hele fordi han også mærker at lillesøster får det meste af mig eftersom det ikke kan være anderledes. Nu her efter mange dage savner han også sin far, og det kan kun mor gøre noget ved, og når hun nu ikke er helt 100% hans alene, så bliver han mere følsom oveni alt det andet. Og Sia i den størrelse er krævende. Hun er i en fase hvor hun ikke ved hvad hun vil samtidig med at hun vil alt og mener hun kan alt. Men hun er også mor-syg, og jeg må ikke gå for langt væk og andre må ikke komme alt for tæt på. Og så har hun opdaget en ny side af sin stemme og bruger den flittigt. Ligeså underholdt som jeg er, ligeså ør i hovedet er jeg. Og så er hun sådan en type, at man er ikke i tvivl om hvor man har hende. Hun siger i den grad fra og til! Det er i og for sig godt,- men nøj, hvor er jeg meget på!

Et skulderklap skal jeg give mig selv – jeg har kun haft et stk “system down” i al den tid indtil nu. OG NU er der kun et døgn (plus lidt mere) til Minik er hjemme, og det hele kan blive som det plejer, og alle får lidt tid til sig selv, lidt tid til søvn og derved lidt mere overskud til børneræset.

Jeg har op til flere gange tænkt meget på de veninder jeg har som er solo-mødre til to børn. Deres er alle i institution og skole, så der er almindelig og normale “breaks” på dagen – det i sig selv hjælper meget, men de siger også alle selv at det var aldrig gået hvis de ikke havde haft deres familie omkring sig og en masse hjælpende hænder.

Og det er jo her det bliver ekstra hårdt for mig (os). Vi har ikke familie lige omkring os. Heldigvis er der venner og en fantastisk barnepige, men det kræver alligevel planlægning og udlægning, og altid en smule dårlig mor samvittighed. Det gør det bare. Men jeg benytter mig af det som jeg nu kan. Men det har været sådan at skulle jeg til møder og på job, så var det pasning på den lille og afsted med den store. Og det kræver alligevel en del.

Og jeg har ikke tuder endnu,- indtil idag. Så kunne jeg ikke mere. Efter en dag med mange gøremål, to-do listen som hober sig op når man skal noget, har lidt man skal nå inden ferie, ting der skal gøres inden møder eller små arbejds relaterede ting…. med Sia  under armen alt imens. Og så kommer Minik hjem imorgen aften – og jeg tror også det er tanken om det der bare gjorde at nu har jeg holdt mig ovenvande længe nok. Og så det at den lille unge ikke ville sove… og at jeg lige før aftensmads klargøring ELLERS facetimede med min mor for at synge fødselsdags sang med børnene og måtte slutter efter to min pga ren kaos. Av min arm…

Sia sover 10-30 min for tiden sådan ca. hver 3.-4.time i dagens løb. Så der er i forvejen ingen tid til overs. Og i hendes vågne timer er hun kontakt syg, tilklistrende og krævende. Som sagt, bare en fase som de unger skal igennem nogle gange, men ufattelig dårlig timing.

Jeg kan bare ikke mere. Ikke alene. Det duer jeg ikke til. Jeg vil ikke mere. Jeg er på NON-STOP. Uden pis! Der er gang i den hele tiden, fra begge børn på hver deres efterhånden meget hårde måde. Og NÅR der har været lidt pasning så har jeg jo haft et af børnene med. Og hvis ikke, så er det at skynde sig ud og hjem igen, fordi man ikke har samvittighed til at lade hverken veninder, venner eller barnepige om ekstra unødvendige timer fordi JEG VED det er hårdt. Jeg ved også at de gerne vil og også får deres løn,- men alligevel. Det kan vi så godt blive enige om at jeg kan blive bedre til eller bare prioritere.

Bevares, i hjemmet, har jeg rengøringshjælp een gang om ugen – og det er KUN GODT OG SATME GODT GIVET UD at der dog bliver grundigt støvsuget, overflade rengjort, toilet rengjort og vasket gulv den ene gang om ugen ellers så var jeg med sikkerhed væltet omkuld. For daglig rengøring er alligevel ligeså konstant som Casper´s mor – ord. Det er hele tiden køkken rengøring OG JEG NÆVNER I FLÆNG UDEN NOGEN EGENTLIG RÆKKEFØLGE: opvask og tøm/fyld opvasker, klargør morgenmad, ryd op efter morgenmad, få Casper i tøjet, lav hand madpakker, pak hans taske, pak Sia så alle kan komme ud af døren, sig til Casper for tyvende gang at han skal tage sko og jakke på, få begge i autostole og i bil, kører til børnehave med Casper med Sia under armen få aflevret ham og al hans udstyr, hjem igen til hygge og leg med Sia, fikse madrester ved Sia og Casper´s bordpladser (for hun er overalt i kravl og fart) , krummer på gulv og små papirer og skrald fra Casper overalt (som Sia ikke må finde og putte i munden fordi ALT skal i munden), Caspers legetøj som indenfor 10 min op til flere gange på en dag er overalt i huset, aftensmad, indkøb, madpakker, madlavning, borddækning, servering inkl al det kaos der hører med til to små larmende børn hvor den ene skal mades i det store svineri og den anden taber ting og spilder alt og stadig taler i børnehave decibel, samt Sia der har fundet sin nye høje stemmer skriger veltilfreds derudaf, efter-mad oprydning, vask, tørre spildt vand/mælk/saft/kakao/juice/whatever op til flere gange, rengøring, pakke Sia igen og få hende i bil så vi kan hente brormand igen, klargøring til aften rutine efter tid til leg og hold-dem-kørende-indtil-sengetid-så-det-ikke-bliver-for-tidligt-så-den-lille-vågner-igen-kl22-og-synes-hun-kun-har-fået-en-lur-og-derfor-vil-være-oppe-til-kl02, aftenpusling af begge, varme mælk, børste tænder, vaske hænder og ansigt, og så ellers det store putningsforsøg af begge på een gang på samme tid. Og de 1-2 lure Sia tager på en dag tager tid og hiver tænder ud for selvom hun er pivtræt så vil hun dælme ikke sove. Og jeg er ved at klaske sammen af træthed. Om natten er jeg vågen pga hende op til 5-7 gange og een af de gange helt oppe for at hente mælk. Og jeg er ved at klaske sammen af træthed.

Helt hul i hovedet. Når det er overstået – altså hele dagen – så kan jeg ikke engang holde mig selv kørende eller oppe til et bad eller lidt tv. Nej. Jeg har vist ikke engang kigget mig i spejlet. Jeg har været til møder og indspilninger i beskidt baby mad tøj, ingen make up, uglet hår, de grimme hjemme futter og sandaler, uden at blinke med øjet for jeg havde ikke energi til at tænke over det. Hatten af for det, men bare pisse meget ØV samtidig.

Med fare for at få mange af disse eksempler: “du vil savne det i fremtiden”, “nyd det nu fordi snart er det ovre og så gider de dig ikke mere”, “ej, gid jeg kunne have det sådan igen, fordi mine børn er fløjet fra reden”, eller måske nogle stykker der synes jeg er for meget og det SKAL man kunne klare,- så vil keg bare gerne sige,- I HAR ALLE RET PÅ HVER JERES MÅDE. Men lige nu vil jeg bare gerne have den tudekiks, og have lov til at være i det her helt trætte og opgivende univers. Jeg er færdig – helt færdig.

Det er også tilladt at give mig medlidenhed eller klap på skulderen ;O)

 

Over and out!