Status quo

Hejsa!

Jeg tænkte at en lille update ville være på sin plads. Den omhandler naturligvis mit irriterende og uheldige fald fra min dejlige hest for fire uger siden. Her er status quo. Det er lidt det samme rent fysisk. Altså: jeg kan arbejde og jeg kan det meste, men jeg har stadig ondt og særligt i bestemte bevægelser eller sidde og ligge stillinger. Jeg kan stadig heller ikke nyse kraftigt eller hikke for den sags skyld uden at det gør så ondt, at jeg ikke kan trække vejret et minuts tid. Så jeg har fundet mig en ny nyse-teknik der er mere tilbageholden, men indimellem smutter det jo for faen. Og så gør det nas. Ak , ja. Og det er præcis sådan det har været i lidt over en uge nu. Altså det samme. Status quo. Skide træls! Meeeeeen jeg kæmper med min tålmodighed på alle leder og kanter og prøver hele tiden at omfavne det faktum nu engang er, og hele tiden at slappe af omkring det jeg egentlig ikke kan kontrollere. Og DET er dælme en kamp der vil noget i mit indre. ØV! -siger jeg bare…. Men jeg VIL mestre det…. jeg VIL. Det at kunne give slip. Slippe kontrollen. Være rolig og i accept. Føj det er svært!

Det kommer. Det skal det.

Min frygt i min krop for at komme op på hesten igen er der også endnu. Forskrækkelsen i min krop sidder godt fast. Det er nok det allermest irriterende jeg nogensinde har oplevet. For jeg ELSKER heste. Jeg ELSKER min hest. Han er det dejligste og vidunderligste jeg ved…. og i mit hoved er min umiddelbare kærlighed og tillid og respekt uændret. Men min krop signalerer fare og skræk, og det resulterer i at jeg mister min selvtillid og sikkerhed ift hest. Jeg ved godt at det er helt naturligt at det er sådan, når man er faldet af og har slået sig. Jeg ved også godt at den eneste vej ud af det er igang igen og op på hesten, og der skal heller ikke gå for lang tid inden at det sker, for ellers så hjælper det ikke en skid. Så alle disse ting ved jeg. I mit hoved. Men min krop? Mine katastrofe tanker? Det er ikke fedt…. og ikke godt. Og det er bare ikke de signaler jeg har lyst til at sende til hverken mig selv eller min hest. Så hvad faen gør jeg? Nogen gode råd eller solstråle historier?? Jeg vil IKKE have flere skræk historier – jeg vil gerne høre at det med bøjede ribben kan tage tusind år, for det har jeg ligesom fornemmet at det vil gøre. Men det med at komme op på hesten igen? Både mentalt og i bogstaveligste forstand? Hjælp mig lige her med et gode råd eller et par gode historier. Please…

Jeg vil så gerne på denne udfordring kunne leve op til alt det andet jeg er som kvinde, som alle kvinder er:

OG jeg vil så gerne blive den bedste rytter og ven og fortrolige med ham her, den flotte fyr – den flotteste fyr af sin art, faktisk :O) hihihi: