At dvæle ved fortiden…

Det kan ofte lyde mest negativt – at dvæle ved fortiden. Men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg tænker bare så meget på det for tiden. Og det er på den lidt triste og vemodige måde. Jeg vil dog ikke kalde det negativt. Snarere helt naturligt….men,

først en lille update på fredagens udetur med mødregruppen, som jeg netop skrev om i fredags OG lovede at fortælle om! Læs det her hvis du ikke lige aner hvad jeg taler om: Fredagens blog

DET VAR SÅ HYGGELIGT! Men i guder (!) hvor er der meget larm i et spisested sådan en aften hvor der er fyldt med julefrokost gæster og lange buffet køer. Men vi grinede og hyggede, og gik først ved midnats tid da vi også måtte konstatere, at vi ikke kunne følge med de andre gæster der gav den max gas. Jeg nød maden, en god juleøl, vand og kaffe! Det var skønt. Meeeeeeen desværre blev jeg sgu en anelse dårlig senere, og måtte vende ansigtet ned i kummen en enkelt gang for at få det hele ud igen… ØØØØØØØØV MAND!!! Den ene aften jeg er ude, ikk??? (Det var desværre nok maden). Suk… heldigvis fik jeg det ikke dårligere, så hvad det end var røg det da ud, ELLER også var det bare min krop der reagerede på en slags overdrevet træthed. Ved det ikke. Fokus er dog på, at jeg hyggede mig gevaldigt og er så glad for at jeg gik ud!

Tilbage til dvælen ved fortiden. Sagen er bare den, at jeg så tit kigger på min søn og tænker… han ligner en rigtig dreng nu. En rigtig stor dreng. Ikke runde æblekinder mere. Ikke lille og lidt buttet. Nej, lang og tynd, og med utrolig meget fart over feltet. Og i øvrigt efterhånden taler fuldstændig flydende. Heldigvis (!) er der stadig sjove ord og lyde, og han er konstant til stor underholdning og grin på den front. I love it! Og jeg samler på de minder. For det der gør mig lidt trist ved alt det her er jo, at jeg husker ham så godt fra da han var baby og lille. Husker det SÅ godt. MEN jeg kan ikke huske hvordan han føltes. Hos mig i min favn. Lille og spæd. Fordi jeg er så mættet med ham og hans størrelse lige nu. Og sådan vil det fortsætte – for evigt. Jeg vil altid huske ham og se på billeder, men jeg kan ikke mærke ham eller dufte ham. Det kan jeg kun på det stadie han er lige nu og her. En dag slutter det – så må jeg ikke mere. Så er han voksen og “væk” og så skal vi have et helt andet forhold. Det kan altså få mig til at få lidt våde øjne.

Det hele sker nok naturligt og til den tid vil det også være det for mig. Men lige nu er det en stor smerte i mit hjerte, bare at tænke på. Jeg kan ikke forestille mig det anderledes end det er nu, og end det har været før og frem til nu.

Og når jeg så kigger på Sia, som allerede ikke er spæd mere, holder sit hoved selv det meste af tiden, smiler og pludrer,- så tænker jeg også så meget på hvor hurtigt det går. Samtidig med det, så ser jeg konstant frem til at vi er ved almindelig mad, kommunikation, tøj, gang og løb, ble frie osv. osv., fordi det bare ER nemmere, selvom tiden med baby og hendes overdrevne nuttethed egentlig bare er rarere (eller kan man sige at det er det? Alle perioder med de små er jo rare…). Det er bare lettere når ungerne er lidt større, ikk?

Jeg savner indimellem bare “nemheden” i livet – og her skal jeg sgu da helt tilbage til tiden FØR mine børn. Den kan jeg ærligt talt lige pt SLET ikke huske overhovedet… shit altså. Når jeg har allermest ondt af mig selv, så misunder jeg mine veninder og venner som er “frie”. Som kan rejse når de vil, gøre hvad de vil, bo og flytte som de vil, bo i udlandet om de vil, fise ind og ud af hjemmet, holde rytmer, gå til sport på bestemte tidspunkter, gøre farlige ting fordi de kun har dem selv at tænke på – det samme gælder økonomi som de kun skal sørge for til dem selv, gå i byen og feste anytime, og kun skal tage sig af dem selv OSV.

Men ved I hvad? Så dvæler jeg i den grad for meget ved fortiden, for uanset hvor lang tid der går fra nu af, så bliver det aldrig sådan for mig mere. Ikke rigtig.

Til gengæld er jeg beriget med noget helt andet, et andet og nyt ansvar, et andet og nyt liv, fyldt med ny inspiration og nye minder og oplevelser, som alt sammen får mig til at vokse og udvikle mig med kilometerlange skridt og giver mig mere kærlighed og glæde end jeg havde troet fandtes. Det giver mig også mere arbejde på alle leder og kanter, og jeg er i stand til ting i livet jeg ikke anede før. Jeg vil aldrig nogensinde bytte det jeg har nu for noget som helst andet. Aldrig. Intet fra før i livet kan give mig det som min nutid giver mig.

Men indimellem dvæler jeg ved fortiden og savner tiden hvor jeg kun var mig. Mest fordi at tidens hast er overraskende. Mest fordi at livet med børn og mand (kæreste) er så overvældende indimellem. Allermest fordi, at det at jeg nu ikke kun er mig, er noget af det mest skræmmende jeg nogensinde har prøvet selvom det er noget af det smukkeste og glædeligste jeg nogensinde har prøvet.

Ikke underligt man nogen gange bliver lidt træt indeni med de store kontraster i følelses livet.

You know what I mean?