Op på hesten igen!

Hejsa!

Ja, jeg faldt jo af hesten i mandags i sidste uge. Det er idag 8 dage siden.

Det var desværre en misforståelse mellem min smukke hest og jeg.

Sandheden er at jeg aldrig er faldet af en hest. Jeg har mistet balance, haft fødder ude af stigbøjler, stejlet på hest, prøvet alle gangarter i alle tempi,- men aldrig faldet af.

Jeg var rystet lige efter – men panikken i kroppen varede kun nogle få sekunder. Og jeg er ikke blevet bange. Selvfølgelig sidder forskrækkelsen i kroppen, og det gør den også i min hest. Derfor skal vi starte stille og roligt, når vi starter igen.

Der skete det, at jeg var ude og skridte en tur sammen med en anden pige, Christina, der har en hest stående samme sted, den flotte Ægir. Hendes smukke hest er også en vallak, og også en dominerende een af slagsen. Så de to heste går op og ned ad hinanden og kender hinanden, men de går ikke på samme fold. De har hver deres “lille flok”. Vi har været ude sammen før, og ved godt at de to heste ‘konkurrerer’, men det har vi styr på. Når alt kommer til alt, så er det jo os der sidder på dem der bestemmer – og det ved de.

Anyways – i mandags var Christina’s hest meget energisk, og de to har en bestemt passage op ad en lille bakke hvor de normalt galoperer, så Ægir kan brænde noget energi af. Hljomur og jeg bliver stående for neden af den bakke og venter på at de er helt oppe, så vi kan skridte derop. Da Ægir galoperer afsted kan jeg tydeligt mærke på Hljomur at han virkelig gerne ville følge med, men han adlyder mig og bliver stående. Jeg kan mærke, at han bestemt ikke har lyst til at blive efterladt sådan der – lidt sjovt, faktisk. Da de er på toppen skridter vi over vejen og hen til bunden af den lille jord/grus bakkevej. Jeg konverserer i mit hoved om at vi da egentlig godt kan galoperer op til dem…altså – godt nok har Hljomur og jeg ikke haft den træning sammen endnu, men jeg har jo ligesom prøvet det mange gange før. Så det der sker er, at min hest er 100% klar og ekstra tændt fordi at den anden vallak ‘ikke skal have lov til at vise sig'(!), og da jeg har besluttet mig for at det er det vi gør – altså løber op ad den lille bakke, så skal jeg lige have ordentlig fat på Hljomur, gøre mig klar og sætte mig til rette. Det der så sker er, at idet jeg rykker min bagdel en lille smule på sadlen – reagerer han prompte. I ved, at mange heste styres via sadlen og ikke nødvendigvis ben og tøjler,- de mærker alt på det man sidder på og kan være trænet til at reagerer på det. SÅ jeg har ikke nået at få fat i min hest eller sætte mig klar,- og han sætter af. Muligvis en smule vildere end normalt fordi han er så tændt. Det betyder så at jeg straks mister balancen, venstre fod ryger ud af stigbøjlen og jeg vælter bagud og skråt ned på venstre siden. Alt dette sker på 1 sekund. Jeg lander rigtig hårdt,- og får luften slået helt ud af mig. Jeg bliver liggende i måske 5 minutter. Jeg prøver først og fremmest at “af-panikke” min krop, som selvfølgelig er i chok ovenpå det slag,- da det lykkes godt og hurtigt prøver jeg så at få vejret – det tager lang tid.

I mellemtiden er Christina hoppet af Ægir og gået ned til Hljomur, som stoppede 20 m længere oppe da han opdagede at jeg ikke lige var hvor jeg plejede. Dygtige flotte fyr. De holder ham og går ned mod mig, og lader mig komme mig.

Da jeg rejser mig kan jeg godt mærke at det gør ondt. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan hoppe op på ham igen til hjemvejen,- men det gør jeg. Jeg vidste heller ikke helt om jeg skulle – men Christina rådede mig til det, og jeg tænkte også at det ville være bedst. Hljomur var noget urolig… han kunne tydeligt mærke at jeg ikke sad som jeg skulle og at der var noget galt. Vi skridtede roligt hjem. Og han kiggede laaaangt efter mig da jeg kørte derfra – og her tænkte jeg at jeg ville besøge ham dagen efter så snart jeg kunne, så jeg kunne fortælle ham at alt er okay selvom jeg er skadet og i smerter – så vi kunne ae og nusse, tale sammen og være gode igen. Det har jeg gjort hver dag siden jeg røg af. Jeg blev bragt og hentet af hhv Dorte, min veninde der har stedet hvor hestene står, og af Minik – min vidunderlige kommende mand.

Samme dag tog jeg til lægen – just in case – og heldigvis var det ikke værre end at jeg har fået et ordentligt slag og bøjede ribben. Ja, tak, det er slemt nok! Men jeg fik nogle gode smertestillende piller og så hjem og passe på, men også holde kroppen igang. Ikke noget med at gå i stå eller blive stiv i kroppen.

Jeg var komplet hjælpeløs hele sidste uge. Kunne ingenting, ikke trække vejret ordentlig, ikke nyse eller hoste eller hikke – så det gjorde jeg bare ikke – gør stadigvæk ikke (har ikke nyst siden… hahahah),- jeg skulle have hjælp til alt og jeg måtte aflyse mine jobs. Nederen… men hvad kan man gøre??

Den her uge er noget andet til gengæld! Jeg heler godt og ret fint, måske også hurtigt. Lige nu føles det mest som om at jeg har konstant sidestik i venstre side lige under brystet,- jeg skal stadig koncentrere mig om at trække vejret rigtigt og dybt, og det gør stadig ondt. Jeg tager stadig mine piller fire gange om dagen. Men jeg kan det meste med en smule forsigtighed. Og jeg kan synge, med en smule forsigtighed. Så jeg er på jobs og på farten – altsammen i forsigtighed. Men det går, faktisk.

Måske kan jeg allerede i weekenden eller næste uge skridte en smule på ridebanen med min Hljomur. Det håber jeg virkelig!