Ugens op&ned, fra Grønland nr.2

Jeps, den ugentlig dagbog skal køre! Det er ikke engang skide nemt at huske at finde tid til at blogge bare een gang om ugen! MEN jeg gør det og jeg vil det, for jeg synes der er sjovt ;O) Og at kunne smide lidt fotos på fra Grønland er jo dejligt. Jeg håber I kan lide det og tager godt imod. Giv gerne et lille pip om bloggen her når du har læst den (eksempelvis med en lille kommentar) – og hvis du vil se de andre så kig blot på min blog forside – de sidste fem blogs er ugentlige op og ned opdateringer.

SÅ hvad har denne uge budt på?

Faktisk noget fuldstændig sindsygt vildt og meget unikt, og samtidig rigtig ærgerligt!

Nu skal I høre,- jeg ved jeg ikke kommer til at kunne beskrive det med ord, MEN jeg vil prøve – ganske kort. Når Grønlands herrelandshold i håndbold – det hold som Minik (min kommende mand) er anfører for, skal prøve at kvalificere sig til VM i håndbold, så deltager de i det der hedder de Pan Amerikanske Mesterskaber som altid holdes i Sydamerika. Sidste gang Grønland deltog ved VM var i 2007. Det er ret lang tid siden, men det er også en meget svær turnering med mange gode professionelle hold, mod et stort men lille Grønland i sportens verdens’s forstand. De lande der hører med i den turnering er alle de sydamerikanske lande, USA, Canada og Grønland. Blandt de bedste er Brasilien, Argentina og Chile. I år var det første gang nogensinde at disse mesterskaber blev afholdt i Grønland. Det i sig selv er ganske sensationelt,- og nu hvor det er overstået kan man sige, at det har været en stor succes. Det har samlet børn og unge, og hele landet og dets folk under vores flag. Et land der ellers ofte og let er splittet af alt muligt netop pga at vi er så få i dette store land. Men herrelandsholdet og turneringen samlede os alle. Det var smukt og gennemført. Og det var det der gjorde det til en succes. At Grønland så sluttede på en 4.plads – altså tabte bronzen til Chile, og dermed placerede sig bedre end de har gjort i mange, mange år, MEN dermed også lige akkurat mistede den tredje og den sidste VM plads var både utrolig flot og virkelig ærgerligt. Og vi græd. Nej,vi hulkede – allesammen. De kæmpede så bravt og så flot, og det var SÅ tæt på. For sådan et lille folk, og en lillebitte håndbold nation er dette meget stort. På anden måde kan det ikke siges. MEN igen – Oplevelsen har været stor – for hele Grønland. Og de små børn der leger udenfor lige nu, leger ikke at de er Ronaldo og Messi (mere),- de leger at de er den ene og den anden grønlandske håndboldspiller!

Jeg vil mene at turneringen, landsholdet, arrangementet dermed er en succes.

Vores gæster fra de varmere lande, og vores naboer fra Canada, samt IHF folkene har rost os alle og atmosfæren, samt hele arrangementet. Jeg er meget, meget stolt. Meget.

 

UGENS OP:

• Pan Am i Nuuk. Stort med stort på. Og herrelandsholdet og min Minik vinder over Colombia, Paraguay, Uruguay og Canada. De kvalificerer sig til semifinalen for første gang i 12 år. De er så seje! Jeg er pavestolt. Og de gør det ikke bekostningsfrit. De bliver smadret og slået i lange baner, og de har skader og smerter over det hele. Men de kæmper alligevel.
• Min mor fylder år! 65 år den 19.juni og hun inviterer os til god mad inde i hytten inde i fjorden! Det smukkeste sted på jord. No shit! SE: 
• Vi laver bål, hygger, spiser, griller, nyder, og leger. Der er frit. Frit for liv og sjæl. Og bedst af alt? INGEN radio signaler. Disconnect to connect!
• Jeg er til endnu en fødselsdags brunch ho smin dejlige veninde Helle. Sammen med en anden bedste veninde, Natuk. I år fylder vi alle 39. Det husker vi at fejre. På fredag skal vi UD. Juhuuuuuuu!!!!! Her er vi, stillet op helt royale, i vores smukke trøjer som Helle SELV har lavet til os i gave. Er hun god eller er hun god? Pissesej – det er hun!
• Jeg har fået trænet! Tænk engang, ja. Nu er jeg endelig igang. Mest takket være min storesøster som slæbte mig afsted til spinning! Jeg joggede også en tur i fjeldet. ØJ det er lang tid siden jeg har gjort det. Jeg siger jer – for hvert skridt jeg tog på fjeldet jo mere grounding følte jeg. Der er altså noget magisk over naturen og luften heroppe…
• Vi kom i svømmehallen, min søster og jeg, med ungerne. Det var dejligt. De havde sådan set frem til det, og jeg havde ikke rigtig haft overskud før nu. De er nogle rigtig vandhunde, og svømmeren heroppe er virkelig god. Det var så hyggeligt.
• Ugen med familien er absolut optur. Min søster og co. rejser til DK på ferie imorgen og min mor rejser i overmorgen i forbindelse med arbejde, så jeg nyder det nu. Vi er her indtil lørdag – der rejser vi til sydgrønland. Så de sidste dage bliver i venners lag og med min far og bror. Det er sgu ikke altid let det her liv… alting lidt på lånt tid, altid. Suk.
• Apropos familie,- så er Pan Am slut og nu har jeg Minik igen og børnene har deres far igen. Det må være ugens absolutte højdepunkt. Nu kan vi være sammen igen og nu kan vi holde ferie. Omend med en smule ondt i sjæl og hjerte.

 

 

UGENS NED:

• Grønland misser en VM plads. Og de fortjente den bare så meget. Det gør ondt helt inde i dybet af mit hjerte. Øv med øv på.
• Jeg er ikke heeeeelt god ift kosten og sukker. ALTSÅ!- det er ikke slemt, slemt, slet ikke – jeg synes jeg har styr nok på det, men jeg ville gerne være hver dag uden sukker, og det er ikke helt lykkedes i denne uge. Men det er okay – slet ikke krise agtigt, men jeg må jo konstatere at det ikke er optur.
• Jeg er træt, der er meget på spil hele tiden. Der er egentlig meget at se til hele tiden og gang i den. Jeg har heldigvis hjælp fra familien, men jeg er hele tiden obs på at det er mit ansvar med børnene og alt andet. Og så bruger jeg rigtig meget energi på håndbold kampe, spænding og bekymring for Minik. De er meget hårde ved hinanden i den her turnering og det er ikke skadesfrit. Slet ikke. Det er ikke altid let at se på.
• Sia er med ble igen. Det lyder måske underligt. Hun er 2 1/2 og har været blefri siden aug/sept sidste år lige før hun fyldte 2 år – ret sejt. MEN hele processen med at flytte til nyt hus og ligge i flytterod (stadig), med at hendes ven Johan i dagplejen forlod hende og startede i børnehave, med at midt i alt dette så rejser hendes far og er væk fra os indtil nu, og hun i det hele taget har været så sensitiv omkring det hele – selv rejsen og ferien hertil har hun ikke rigtig brudt sig om – alt for meget forandring på een gang: har simpelthen givet et tilbageslag. Helt tilbage. Det er rigtig, rigtig træls. Men jeg forstår. Og hun er kun to et halvt. Det er okay. Vi tager roligt fat i det igen når vi er hjemme fra ferien her. Ingen stress. Det var der i starten og det ER da nederen for os, men nu er jeg der hvor jeg bare forstår. Og tænker at det kommer jo. Når hun har overskud til det igen. Og vi følger bare med. Søde pige.
• Jeg har haft en del hovedpine og kvalme – NEJ jeg er IKKE gravid – det kommer sådan set ikke til at ske igen    ( :O) ) ,- men det er da hamrende belastende når det alligevel har været nærmest halvdelen af ugen.
• OG SÅ værst af alt (næsten) så fik jeg nældefeber. First time ever! Har i prøvet det? Det er SKRÆKKELIGT! Vitterlig, vitterlig horribelt. ØV MAND! Jeg aner ikke hvad det kommer af, men det var fra halsen og ned til fødderne. Huden helt ramt og grim, og stærkt irriteret og kløende. Det er ved at være væk, men klør stadig overalt. Jøsses…. ikke sjovt. Slet ikke sjovt.
• Idag sner det her i Nuuk. Hhhmmmm….. jeg elsker sne! Men ikke i slut juni måned.

 

Over and out! Vi “ses” næste uge :O)