Tanker ovenpå en nedtur

I forgårs havde jeg een af de dage, der var tunge. Det var faktisk lige akkurat ved fuldmåne og dagen for nymåne – hvis man er “til den slags”. Det er jeg – og på mange måder giver det mening. Uanset hvad – og udenom måne status og fakta, så havde jeg en dag, hvor jeg kørte i negative tanker, tankemylder og selvhad. Ja, selvhad, sgu. Det findes også hos mig.

Jeg vil understrege, DOG, at jeg det meste af tiden har det godt og er glad. Det tror jeg godt at I alle ved. Men jeg postede alligevel noget om det på de sociale medier den dag i sidste uge. Og jeg fik så meget kærlighed fra jer alle. TAK, det var helt vildt og det varmede. Det var slet ikke det jeg var ude efter… jeg troede faktisk at jeg skrev det mere skjult og mystisk end jeg gjorde – griner! Jeg var vist en åben bog. Fordi de fleste af jer også kender det!

Jeg er langt det meste af tiden meget taknemmelig for hvordan jeg ser ud, mit generelle helbred og mit liv. Meget taknemmelig. Absolut. Jeg er glad for det der kommer til mig og jeg elsker at knokle for min karriere.

Men jeg har også dage hvor jeg er bange og bekymret. Jeg har trods alt to børn og er selvstændig – og det er et anderledes og indimellem lidt for spændende liv. Deraf tankemylderet.

Men nedturen i forgårs var fysisk, især. Jeg var (og er vel sådan set stadig) så træt af:

1) at være for tyk

2) for lad

3) for usund

4) for slatten

5) for viljesvag

6) for uenergisk

7) for oppustet

Det er altsammen i min egen optik og det gik op for mig, at det der faktisk plagede mig mest var mit negative fokus og mit meget hadske selvbillede når jeg befinder mig den sky. Lige akkurat dén der ser sig selv i spejlet med ‘de der’ bebrejdende og lede øjne. ØV!

Når man har de dage, som jeg havde den dag, så skal man netop finde styrken frem til at elske sig selv og den krop man nu engang har på dette tidspunkt, for ikke at gøre alting værre og æde endnu mere forkert eller fortsætte den indre onde dialog. Og det vil jeg gerne lære. Selvkærligheden, når man er allermest “uperfekt”.

Alt det som I skrev til mig, (jer der skrev), alt det I ser,- det kan jeg også se ofte, men slet ikke ofte nok. Man er sin egen værste fjende og største kritiker og det er sundt til et vis punkt. Men i dette og i mit tilfælde lige der, var det slet ikke konstruktivt.

JA! Jeg må erkende at jeg lige nu ikke lever ideelt. Jeg er slet ikke sund. Jeg har ferie og det har jeg længe, og det er “med den på”.

JA! Jeg må erkende at jeg nærmer mig de 40, har to små børn, og min krop er derefter. Mine graviditeter har efterladt en krop jeg skal lære at kende på ny. Og jeg skal finde ud af hvordan den bliver sin bedste udgave. Jeg vil ikke være tynd…. det er ikke det, det handler om. Jeg vil være sund og rask. Mest af alt vil jeg gerne føle mig rask.

Lige nu føles kroppens liv sådan her: ferie, alt hvad jeg vil spise, masser af sukker og fedt, jeg ryger, jeg dyrker ikke motion – og det er ret lang tid siden sidst, jeg er 10 kg for tung, min body age er med sikkerhed laaaaangt højere end mine 39 år, min hud opfører sig åndssvagt med tørke og knopper , min bagdel svinder ind, jeg buler ud og udover, jeg mangler energi og overskud, og jeg kan ligeså godt smide rynkerne og de grå hår ind i puljen.

Noget af dette er naturligt og er vist blot en fase af tilvænning (rynker og grå hår), som på et tidspunkt finder sin gode plads i livet hos mig, men resten er ikke fair overfor mit liv og mit helbred. Ikke fair. ISÆR ikke når jeg faktisk kan mærke det i og på min krop at den ikke har det godt!

Jeg kan mærke det fysisk – at jeg ikke er “rask”, ikke er frisk. Og det plager mig. Jeg ved hvordan jeg har det når jeg lever sundere og bedre, på alle kanter. Både i kost, motion men også i sind og sjæl.

Det gode ved sådan en nedtur ER, at jeg her bagefter kan tænke over hvad jeg egentlig vil med min krop og min energi. Hvad vil jeg? Hvordan vil jeg gerne have det? Hvad er min drøm? Og hvordan når jeg den?

Når alt kommer til alt, hvordan skal min balance så være? I hvert fald ikke som den er nu. Jeg skal og VIL være den bedste udgave af mig selv, eller i det mindste en bedre udgave af mig selv end jeg ærligt er. Det er jeg ikke lige nu, igen i min egen optik.

Nu har jeg genfundet lysten til at gøre noget ved det, selvom jeg også ved at det bliver hamrende svært. Det er altså ikke så lidt – ‘alt’ det jeg gerne vil ændre og gøre noget ved.

Men processen er hermed sat igang!